Fra mysteriesamfund til moderne Frimureri

Ingen kan påstå at kende alle detaljer, der i 1717 førte til det vi i dag kender som det moderne frimureri. Et er sikkert, mange kilder, specielt fra oldtiden, har bidraget, det er der næppe tvivl om, til det spekulative frimureri. Indvielsesritualer fra det gamle Egypten, den jødiske Kabbala samt Alkymien, måske bedre kendt som de Hermetiske videnskaber har været stærkt medvirkende til mange af de tanker det moderne frimureri bygger på. Mange af oldtidens hemmelige selskaber og mysteriesamfund har på det esoteriske plan således været bidragydere.

Frimurer, hvad betyder ordet egentligt? Et spørgsmål som mange har forsøgt at besvare, men de fleste som forsker i frimureriets historie er efterhånden enige om, at ordet er taget fra de murere, som i sin tid byggede de gotiske katedraler i 1300-tallet. De murere var frie, det vil sige de kunne, i modsætning til andre af datidens håndværkere, frit rejse rundt og tilbyde deres arbejdskraft, hvor der var behov for den.

Så for ikke at fuskere og snydere skulle blande sig og påstå de var frie murere, indførte man forskellige løsenord, tegn og ritualer, som kun de rigtige murere kendte. Man inddelte ritualerne i forskellige “grader” alt efter om man var lærling, svend eller mester. Når man påbegyndte et byggeri, opførte mesteren først en lille stråtækt hytte, en såkaldt “lodge”, hvori man mødtes før arbejdets start og efter arbejdsdagens slutning. Herinde førte mesteren ordet og eksaminerede de andre murere i de hemmelige tegn og ord.

Efterhånden var der ikke mere brug for disse murere og deres loger, udviklingen havde overhalet den form for arbejdsstyrke, og ganske langsomt “optog” man personer, som ikke var uddannede murere, og møderne i byggehytten “lodge” udviklede sig hen ad vejen til at blive en slags hemmelig selskab for mænd med åndelige, humanitære og kulturelle interesser.

Men genkendelsesritualerne bibeholdt man. Logerne gik fra at være “operative”, det vil sige kun bestå af faguddannede murere og stenhuggere, til at være “spekulative” bestående af personer, der for det meste aldrig havde haft en murske i hånden og som ikke kunne lægge to sten oven på hinanden.

I 1700-tallet eksisterede der et ukendt antal frimurerloger i Europa. På Sankt Johannes dag den 24. juni 1717 mødtes fire af disse spekulative frimurerloger i London på værtshuset “Goose and Gridiron Inn” (Gåsen og Stegeristen) for at danne den første storloge, som skulle være en slags “moderloge” for alle de mange små frimurerloger, som var spredt rundt om i England. De var, som de gamle operative loger, inddelt i tre grader: lærling, svend og mester. Alle frie mænd, der ikke var straffede eller svært handicappede, (man skulle kunne gå selv) kunne uden skelen til rang eller stand optages i logen. Man behøvede heller ikke tilhøre en bestemt religiøs overbevisning, blot skulle man tro på en Gud som altings ophav (Den alstyrende mester), og om man kaldte ham Jehova, Allah eller Gud betød intet. I begyndelsen mødtes man på værtshuse, hvor værten ofte selv var medlem, og man fik stillet et lokale til rådighed for selve logearbejdet. Når man afholdt møderne på kroer tjente det to praktiske formål. Man kunne spare husleje til egne lokaler, og man kunne efter mødet få serveret et måltid mad, det såkaldte brodermåltid, som var og er en vigtig del af en logeaften. Det sociale samvær på tværs af standsforskellene i den “ydre verden” var vigtigt for brødrene, selv i dag er der mange små loger der ikke har foden under eget bord, men lejer sig ind andre steder for en enkelt dag om ugen eller et par dage om måneden.

Men hvad foretog man sig ved logemøderne? For det første skal man gøre sig klart, at frimureriet ikke er og heller ikke var et filosofisk “system”, men snarere et holdningsmønster for et menneskeligt fællesskab. Det fælles grundlag for frimureren var og er troen på en “Alt styrende mester”. Dette bliver basis for al virksomhed i logearbejdet, et mål som man skal stræbe imod og nærme sig åndeligt, gennem tolkning af frimureriets grundlæggende ideer om kærlighed, tolerance, lighed og broderlighed for alle mennesker. Derfor kan man opfatte frimureriet som en af de vigtigste åndelige bevægelser i de sidste 300 år.

Præsten James Anderson, et fremtrædende medlem af den første engelske storloge, og forfatter til den første konstitutionsbog fra 1723, skrev om hvad idealet for en frimurer skulle være:

“En frimurer er gennem sit tilhørsforhold forpligtet til, at adlyde den moralske lov; og forstår han kunsten til fulde, vil han hverken være en dum ateist, eller en irreligiøs fritænker. Men skønt det i gammel tid var pålagt enhver frimurer, at antage sit eget lands religion, hvordan den nu end måtte være, så regnes det nu for mere tjenligt, at bekende sig til den religion, som alle mennesker er enige om, og overlade individuelle opfattelser til den enkelte. Det vil sige: de skal være gode og sandfærdige mennesker af ære og hæderlighed, uanset hvilken tro eller overbevisning, de ellers måtte have. Således bliver da frimureriet et samlingspunkt, og et middel til sandt venskab mellem mænd som ellers måtte forblive adskilte”.

Denne udlægning efterleves den dag i dag, og det uanset hvilket frimurer system det måtte dreje sig om.

Logen var, som før nævnt, inddelt i tre grader, og for i det hele taget at komme i betragtning til optagelse i en frimurerloge skulle man anbefales eller opfordres af to medlemmer, der begge havde opnået 3. grad, det vil sige mestergraden. Man kunne ikke gå hen på det lokale værtshus og bede om at blive optaget, det blev anset for at være upassende og dårlig takt og tone. Forsøgte man sig alligevel på den måde, kunne man være sikker på ikke at blive optaget.

Blev en kandidat godkendt til optagelse meddelte man kandidaten, at han kunne optages i logen, og hvornår optagelsen skulle finde sted. Der fandtes ikke noget regulativ for påklædning, men det forventedes at man mødte i “pænt tøj”, og i nogle gamle engelske logeregulativer kan man læse, at man også forventede, at brødrene mødte ædru og soignerede. Alene forventningen om en pæn påklædning udelukkede samfundets lavere klasser og dermed levede man ikke just op til idealet om lighed for alle. En anden hindring var betalingen, for det var ikke gratis at blive optaget, selv om det dengang i forhold til prisniveauet var billigere at blive optaget end i dag, så var der forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager.

Normalt tog det fra 3 til 4 år, førend man blev mester, men i særlige tilfælde kunne det gå meget hurtigere. Mange fyrstelige personer blev ført igennem graderne i løbet af 1 år eller i nogle tilfælde hurtigere. Det skyldtes, at man fra logernes side så en fordel i at være beskyttet af en indflydelsesrig person, da frimureri ikke var lige populær alle steder.

Et stort antal malere, billedhuggere, komponister, forfattere, videnskabsmænd, adelige og kongelige lod sig optage som frimurere. Som eksempel kan det nævnes at Johan Wolfgang von Goethe,  født d. 28. aug. 1749 i Frankfurt am Main, Tyskland, blev optaget i logen Amalia i Weimar 1780 og Wolfgang Amadeus Mozart,  født d. 27. jan. 1756 i Salzburg, Tyskland, blev optaget i logen Zur Wohltätigkeit – “For velgørenhed” i 1784. Begge var  engagerede frimurerbrødre som satte sig varige spor, ikke alene inden for frimureriet, men så sandelig også på samfundsudviklingen i 1700-tallet.

De tanker og holdninger, som blev udtrykt i logearbejdet, brugte de også i “den ydre verden”, men ud over Mozarts opera “Tryllefløjten” har man ikke analyseret datidens værker som værende bygget på og udtrykkende frimureriske idealer. Goethes roman “Wilhelm Meisters Læreår” er at betragte som et frimurerisk inspireret værk, og foruden denne roman er hans teorier om farvelæren et forsøg på at sammenkoble naturvidenskab med åndelige frimureriske værdier. Undersøger man 1700-tallets kunstneriske frembringelser med en viden om ophavsmandens tilhørsforhold til en frimurerloge, og har man samtidig et kendskab til dens specielle symbol- og idéverden, åbner der sig helt nye perspektiver for tolkningen af værkerne.

I 1744  blev den første dokumenterede danske loge indviet og fik navnet Zorobabel. Denne loge eksistere den dag i dag. Gennem resten af 1700 tallet og op gennem 1800  tallet oprettedes der i Danmark en lang række loger med forskellige frimureriske ritualer. I 1883 oprettedes således Cirkel-Ordenen.