Frimureri

 

Træk af frimureriets historie

 

Hvad betyder ordet frimurer? Et spørgsmål som mange har forsøgt at besvare, men de fleste som forsker i frimureriets historie er efterhånden enige om, at ordet er taget fra de murere, som i sin tid byggede de gotiske katedraler i 1300-tallet. De murere var frie, det vil sige de kunne i modsætning til andre af datidens håndværkere frit rejse rundt og tilbyde deres arbejdskraft, hvor der var behov for den.

De var ikke bundet til en bestemt by eller fyrste, som de skulle tjene hele livet. Det var et privilegium, som andre håndværkere kunne være misundelige på, så for ikke at fuskere og snydere skulle blande sig og påstå de var frie murere, indførte man forskellige løsenord, tegn og ritualer, som kun de rigtige murere kendte. Man inddelte ritualerne i forskellige ”grader” alt efter om man var lærling, svend eller mester. Når man påbegyndte et byggeri, opførte mesteren først en lille stråtækt hytte, en såkaldt ”lodge”, hvori man mødtes før arbejdets start og efter arbejdsdagens slutning. Herinde førte mesteren ordet og eksaminerede de andre murere i de hemmelige tegn og ord.

 

Efterhånden var der ikke mere brug for disse murere og deres loger, udviklingen havde overhalet den form for arbejdsstyrke, men ganske langsomt ”optog” man personer, som ikke var uddannede murere, og møderne i byggehytten ”lodge” udviklede sig hen ad vejen til at blive en slags hemmelig selskab for mænd med åndelige og kulturelle interesser.

Men genkendelsesritualerne bibeholdt man. Logerne gik fra at være ”operative”, det vil sige kun bestå af faguddannede murere, til at være ”spekulative” bestående af personer, der for det meste aldrig havde haft en murske i hånden og som ikke kunne lægge to sten oven på hinanden.

På Sankt Johannes dag den 24. juni 1717 mødtes fire af disse spekulative frimurerloger i London på værtshuset ”Goose and Gridiron Inn” (Gåsen og Stegeristen) for at danne den første storloge, som skulle være en slags ”moderloge” for alle de mange små frimurerloger, som var spredt rundt om i England. De spekulative frie mureres loger var et rent engelsk fænomen og var som de gamle inddelt i tre grader, lærling, svend og mester. Alle frie mænd, der ikke var straffede eller svært handicappede, (man skulle kunne gå selv) kunne uden skelen til rang eller stand optages i logen. Man behøvede heller ikke tilhøre en bestemt religiøs overbevisning, blot skulle man tro på en Gud som altings ophav (Den alstyrende mester), og om man kaldte ham Jehova, Allah eller Gud betød intet. I begyndelsen mødtes man på værtshuse, hvor værten ofte selv var medlem, og man fik stillet et lokale til rådighed for selve logearbejdet. Når man afholdt møderne på kroer tjente det to praktiske formål. Man kunne spare husleje til egne lokaler, og man kunne efter mødet få serveret et måltid mad, det såkaldte brodermåltid, som var og er en vigtig del af en logeaften. Det sociale samvær på tværs af standsforskellene i den ”ydre verden” var vigtigt for brødrene.

 

Men hvad foretog man sig ved logemøderne, for det første skal man gøre sig klart, at frimureriet ikke er og heller ikke var et filosofisk ”system”, men snarere et holdningsmønster for et menneskeligt fællesskab. Det fælles grundlag for frimureren var og er troen på en ”Alt styrende mester”, der bliver basis for al virksomhed i logearbejdet, et mål som man skal stræbe imod og nærme sig åndeligt gennem tolkning af frimureriets grundlæggende ideer om kærlighed, tolerance, lighed og broderlighed for alle mennesker, (også kvinder, selv om de ikke kan eller kunne optages som frimurere) derfor kan man opfatte frimureriet som en af de vigtigste åndelige bevægelser i de sidste 295 år.

 

Logen var som før nævnt inddelt i tre grader, og for i det hele taget at komme i betragtning til optagelse i en frimurerloge skulle man anbefales eller opfordres af to medlemmer, der begge havde opnået 3. grad, det vil sige mestergraden. Man kunne ikke gå hen på det lokale værtshus og bede om at blive optaget, det blev anset for at være upassende og dårlig takt og tone. Forsøgte man sig alligevel på den måde, kunne man være sikker på ikke at blive optaget.

 

Blev en kandidat godkendt til optagelse meddelte man kandidaten, at han kunne optages i logen, og hvornår optagelsen skulle finde sted. Der fandtes ikke noget regulativ for påklædning, men det forventedes at man mødte i ”pænt tøj”, og i nogle gamle engelske logeregulativer kan man læse, at man også forventede, at brødrene mødte ædru og soignerede. Alene forventningen om en pæn påklædning udelukkede samfundets lavere klasser og dermed levede man ikke just op til idealet om lighed for alle. En anden hindring var betalingen, for det var ikke gratis at blive optaget, selv om det dengang i forhold til prisniveauet var billigere at blive optaget end i dag, så var der forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager.

 

Normalt tog det fra 3 til 4 år, førend man blev mester, men i særlige tilfælde kunne det gå meget hurtigere. Mange fyrstelige personer blev ført igennem graderne i løbet af 1 år eller i nogle tilfælde hurtigere. Det skyldtes, at man fra logernes side så en fordel i at være beskyttet af en indflydelsesrig person, da ordenen ikke var lige populær alle steder.

 

Et stort antal malere, billedhuggere, komponister, forfattere, videnskabsmænd, adelige og kongelige lod sig optage i ordenen. F. eks. blev Alexander Pope (1688-1744), Johan Wolfgang von Goethe (1749-1832) og Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791) optaget, og blev alle engagerede frimurerbrødre som satte sig varige spor ikke alene inden for Frimureriet, men så sandelig også på samfundsudviklingen i 1700-tallet.

 

De tanker og holdninger, som blev udtrykt i logearbejdet, brugte de også i ”den ydre verden”, men ud over Mozarts opera ”Tryllefløjten” har man ikke analyseret datidens værker som værende bygget på og udtrykkende frimureriske idealer. Goethes roman ”Wilhelm Meisters Læreår” er at betragte som et frimurerisk inspireret værk, og foruden denne roman er hans teorier om farvelæren et forsøg på at sammenkoble naturvidenskab med åndelige frimureriske værdier. Undersøger man 1700-tallets kunstneriske frembringelser med en viden om ophavsmandens tilhørsforhold til en frimurerloge, og har man samtidig et kendskab til dens specielle symbol- og idéverden, åbner der sig helt nye perspektiver for tolkningen af værkerne. Det gælder inden for alle kunstarter, ja selv haveanlæg i ind og udland bærer præg af ophavsmandens frimureriske tilhørsforhold, som f.eks. mindelunden på Jægerspris Slot.